Er et NGO-job virkelig drømmen? | Hvorfor jeg forlod Dyrenes Alliance

Hej bloggen!

Ligesom mange andre har jeg altid drømt om at gøre en forskel for verden og skabe mere retfærdighed. Aktivisme er en meget central del af min kerne som menneske, og jeg har gennem det sidste årti lavet alt fra socialistisk arbejde, LGBTQIA+ aktivisme, fundraising for menneskerettigheder, aktivisme for dyrerettigheder og en lang række andre ting. Derfor har NGO-branchen også været et meget tillokkende sted for mig at finde arbejde. At kombinere sit lønnede arbejde med at kunne gøre en forskel for noget af det, man brænder allermest for, er noget, som meget få er forundt, og et arbejde i en NGO virkede som den mest oplagte måde at gøre lige præcis det.

Jeg var derfor lykkelig og følte mig utroligt taknemlig, da jeg i oktober 2019 som 21-årig fik et studiejob som lokalkoordinator - og sidenhen en fuldtidsstilling som kampagneleder fra august 2022 - i dyreretsorganisationen og ungdomsforeningen Dyrenes Alliance. En organisation, der med omkring 11 lokalforeninger i Danmark og en millionstøtte fra Dansk Ungdoms Fællesråd er en af de bedre bemidlede organisationer for dyrerettigheder i Danmark - og en af de eneste danske steder, hvor du kan arbejde med og leve af at lave arbejde for dyrs vilkår.

Siden jeg som 14-årig blev vegetar, og som 17-årig blev veganer, har jeg været passioneret omkring dyrerettigheder, Det føltes fantastisk for en jyde som mig at komme til København og pludselig have en platform for at kunne gøre en forskel for dyr i den animalske industri.

Men desværre varede lykken ikke ved. Senere skulle jeg finde ud af, at min hidtidige forestilling om, hvad der ville være et top tier drømmejob for mig, var simply too good to be true.

I dette indlæg vil jeg dykke ned i, hvilke faktorer der påvirker den alvorlige grad af mistrivsel i NGO-branchen med udgangspunkt i min egen erfaring som tidligere ansat i dyreretsorganisationen Dyrenes Alliance i mere end 4 år. Let's get into it.

Billede af mig og min kæreste fra en af mine mange små protester mod turbokyllinger, jeg holdt foran diverse supermarkeder som lokalkoordinator i Dyrenes Alliance Frederiksberg (plakater er fjernet af juridiske årsager)

Alarmerende mistrivsel i NGO'er

Statistikkerne taler deres tydelige sprog. Jeg er langt fra alene med oplevelsen af mistrivsel som ansat i en NGO. En undersøgelse fra 2018 foretaget af Dansk Magisterforening blandt deres medlemmer viser, at omkring hver tredje ansatte i NGO'er angiver det psykiske arbejdsmiljø på deres job som enten dårligt eller meget dårligt. Et tal, der er dobbelt (!) så højt som gennemsnittet på tværs af brancher*.

Med de tal kunne man da tænke: Nå, men selvom der er flere, der har usunde arbejdsmiljøer i NGO'er, er det stadig flertallet af NGO-ansatte, der vurderer deres arbejdsmiljø som godt. Men faktisk svarer 25 % i undersøgelsen "Hverken eller", når de skal vurdere deres psykiske arbejdsplads, hvilket stadig er en ret lunken vurdering - mens kun 34% svarer "Godt" og 12% "Meget godt".

Umiddelbart skulle man måske tænke, at NGO'er ville være et af de steder, hvor man som ansat havde den allerstørste grad af trivsel. Det er i hvert fald ikke langt fra den forestilling, jeg selv havde. NGO'er er trods alt sat i verden for at drive social retfærdighed, og det er derfor nærliggende at antage, at passionerede mennesker, der vælger en karriere i branchen, vil være mere opmærksomme på, hvordan individer har det - ikke kun uden for organisationen, men også internt.

Men passion for en retfærdighedskamp og for at gøre en forskel gør ikke én mere kvalificeret til at drive en organisation eller at skabe sunde arbejdsmiljøer.

Altinget har i deres artikel om Dansk Magisterforenings undersøgelse lavet følgende tabel for at illustrere fordelingen af svar:

Kilde: https://www.altinget.dk/civilsamfund/artikel/ny-undersoegelse-knap-hver-tredje-ngo-ansat-har-daarligt-psykisk-arbejdsmiljoe

Undersøgelsen fra Dansk Magisterforening viste, at flertallet af ansatte i NGO-branchen peger på følgende 5 faktorer, der har negativ påvirkning på det psykiske arbejdsmiljø på deres arbejdsplads: Dårligt samarbejde med ledelsen (som hele 82 % peger på), uklarhed om forventninger (71 %), uklarhed om opgaver (68 %), organisationsforandringer (58 %) og for stort arbejdspres (51 %). Alle faktorer, jeg også i høj grad genkender hos Dyrenes Alliance. Og i begyndelsen til enden på min ansættelse i Dyrenes Alliance blev det faktoren med den højeste procentsats, nemlig samarbejdet med ledelsen, der i sidste ende kom til at betyde et farvel til organisationen.

Er det uetisk at kritisere en NGO?

Inden vi går videre til selve hændelsesforløbet, der ledte op til, at jeg forlod Dyrenes Alliance, vil jeg knytte en kommentar til den sårbare position, det er som (tidligere) ansat at kritisere en NGO. Når man arbejder for en kommerciel virksomhed og bliver behandlet dårligt på arbejdspladsen, kan det naturligvis give én dårlig samvittighed, hvis man vælger at gå til sin fagforening, sine kolleger eller ledelsen om problemerne, man oplever - også selvom kritikken helt er på sin plads. Som ansat kan man føle dyb loyalitet til sin arbejdsplads, hvor man bruger så utrolig mange timer hver uge, og ikke mindst til sine kolleger, som måske også er ens personlige venner.

Dén loyalitetsfølelse og dårlige samvittighed bliver skruet op til 100, når det en NGO, man er ansat i. Foruden at føle, at man går imod sin arbejdsplads, kan man komme til at føle, at det er selve sagen, som NGO'en arbejder for, som man kritiserer. Og man kan være bange for, at ens kritik og det at stå op for sine rettigheder kan få økonomiske, sociale eller juridiske konsekvenser og ende op med at skade den sag, man arbejder for.

(Derfor vil jeg allerede nu komme med en disclaimer og kraftigt understrege, at min kritik mod Dyrenes Alliance på ingen måde er en kritik mod aktivisme for dyrerettigheder. Dyreretsarbejde er noget af det, der betyder allermest for mig og er afgørende for dyrene i den animalske industris fremtid. Kampen for dyrerettigheder hverken startede eller vil slutte med Dyrenes Alliance.)

Når man som ansat føler sig forpligtet til at ville beskytte omdømmet for ens organisation og sag, kan det gøre én specielt udsat. Når det at tale op om sine rettigheder og at prioritere sin trivsel kan blive set som at være forræderisk, selvisk og "på bekostning af sagen", kan det være rigtig svært at stå op for sig selv. (Og når man bliver mødt med den klassiske undskyldning over dem alle: "Du skal bare være taknemlig over for at få lov til at arbejde med (indsæt retfærdighedssag her), det er ikke alle forundt!")

På grund af det kan det også være nemmere for arbejdsgivere i NGO'ere at udnytte denne dybe loyalitet og dedikation hos deres medarbejdere og bruge det til at få dem til at acceptere misligholdelse af kontrakten, underkende deres rettigheder på arbejdspladsen og generelt acceptere vilkår, som de ellers ikke ville have gjort - med undskyldningen, at man bør acceptere det "for sagens skyld" eller for det aktivistiske fællesskab. Dette var noget, som helt klart også var tilfældet i min oplevelse med Dyrenes Alliance.

Hvad der også havde betydning i Dyrenes Alliance, var, at organisationen ikke kun er en NGO, men også en ungdomsforening. For mange af os var foreningen også et socialt sted, som vi følte os meget knyttet til - og ikke nok med det, var vores jobs i foreningen for mange af os vores første rigtige "voksenjob". Når man er unge mennesker, der bare gerne vil gøre en forskel i vores nye voksenarbejde, kan det være svært at vide, hvad der er acceptabel eller uacceptabel adfærd på en oplevelse. For eksempel: Er det egentlig normalt ikke at få sin løn til tiden? Er det noget, man normalt accepterer, og er man "hysterisk", hvis man klager over det?

Denne uerfarenhed og uvidenhed kan man som organisation med en masse godhjertede unge mennesker ansat meget nemt udnytte. Og særligt Dyrenes Alliances klassificering som en ungdomsforening kunne - i hvert fald for mig - bruges som endnu en grund til at være mere tilgivende over for arbejdspladsen, a la: "Nå ja, det her er jo ikke ligesom en "rigtig" arbejdsplads. Det er jo bare et aktivistisk fællesskab, hvor der tilfældigvis er penge involveret, og folk gør det bedste, de kan."

Problemet med den tankegang er, at det fra ledelsens side kan bruges som en undskyldning, lige indtil de pludselig ikke bare ser det som bare en "hyggelig, lige og aktivisme-baseret relation" og udnytter magtforholdet mellem arbejdsgiveren og arbejdstageren til deres fordel. Uanset hvor meget man lader som om og taler som om, at ens ansættelsesforhold er det samme som at lave frivillig aktivisme, og at man har en lige relation, gør det dét ikke sandt - uanset hvor rart det end må føles for ledelsen. At være ansat er IKKE ligesom at være frivillig, og som arbejdsplads skal man overholde de krav, de har skrevet under på at overholde i ansættelseskontrakter.

Og hvis man endelig skulle lege djævelens advokat og sige, at aktivisme for en god sag godt må være på bekostning af de ansattes vilkår. At ansatte godt må lide, hvis bare det hjælper NGO'en til at gøre den største mulige forskel. Så vil jeg påpege, at undersøgelser viser, at medarbejdere, der føler sig glade og trygge på deres arbejdsplads, har en markant højere produktivitet end andre. Så selv, hvis man kun tænker på den gode sags tjeneste, er noget af det allerbedste, man kan gøre som NGO for at opnå resultater, er at skabe et sundt og trygt arbejdsmiljø.

Alle, uanset om man arbejder i en NGO, statslig institution eller for-profit virksomhed, fortjener at være tryg på arbejdspladsen og få deres rettigheder overholdt <3

Kilde: https://www.altinget.dk/civilsamfund/artikel/ny-undersoegelse-knap-hver-tredje-ngo-ansat-har-daarligt-psykisk-arbejdsmiljoe

Vores oplevelse i Dyrenes Alliance

For at forstå vores oplevelse i Dyrenes Alliance vil jeg henvise til den video, som min nu tidligere kollega, Maria, har optaget. Her beskriver hun meget præcist og fint det smertefulde hændelsesforløb, der ledte op til, at jeg (og flere andre) valgte at forlade Dyrenes Alliance. Jeg støtter 100 % op om alt, som Maria siger i sin video, og kan bekræfte, at alle de oplevelser, hun henviser til, er fuldstændig sande - og jeg ser ingen grund til at gentage, hvad Maria allerede så fint og præcist har forklaret (og det ville også blive et uendeligt langt indlæg). Efter du har set videoen, kan du læse mine supplerende ord til Marias beskrivelse, som du kan finde her under videoen <3

Se videoen her:

Supplerende kommentarer til Marias video

Ledelsens afvisning af dialog

Som Maria også kom ind på, blev vi gang på gang afvist i at have dialog med ledelsen. Jeg synes, at det var utroligt svært. Helt op til det allersidste øjeblik havde mit mål og drøm været at løse den kommunikations-konflikt, jeg følte var opstået mellem ledelsen og os medarbejdere, så vi kunne få åbenhed om vores økonomiske situation og stå sammen i foreningen om at løse den. Ledelsen er folk, som jeg har kendt i alle mine 4 år, jeg har arbejdet i Dyrenes Alliance, jeg har delt min hverdag med, og som jeg havde et rigtig godt forhold til. Og jeg havde en følelse af, at hvis bare vi kunne snakke sammen, kunne vi måske blive klogere, og der vil være mulighed for at løse situationen. En kollega og jeg formåede endelig i slutningen af september at få et møde i kalenderen med ledelsen - nemlig den 29. september, dagen før jeg endte med at sige op. Mødet endte med at blive aflyst af generalsekretæren et kvarter før uden yderligere forklaring.

Påkrav

Hvis der er nogen, der kender til reglerne omkring forsinkede eller udeblevne lønudbetalinger, er der sikkert nogen, der tænker: Hvorfor i alverden lavede I ikke et påkrav og kom ud af situationen?

Til jer, der ikke ved, hvad et påkrav er (hvad jeg ikke selv vidste noget om inden denne situation) er et brev, man for eksempel kan sende til sin arbejdsgiver, hvis de ikke betaler ens løn til tiden. Her opgiver man en dato fastsat af ens fagforening for, hvornår lønnen senest skal være indbetalt ellers har man ret til at ophæve ens ansættelsesforhold. At ophæve ens ansættelsesforhold indebærer, at at man i modsætning til en almindelig opsigelse kan stoppe arbejdet med øjeblikkeligt varsel - og at arbejdsgiveren umiddelbart efter skal udbetale løn for længden af ens normale opsigelsesperiode.

Der gik noget tid, før nogen af os kontaktede vores fagforening om den forsinkede lønudbetaling. Som jeg beskrev tidligere her i blogindlægget, følte vi utroligt meget loyalitet og dedikation til foreningen, og det kan gøre det rigtig vanskeligt som NGO-ansat at stå op for sine rettigheder, fordi man er bange for, om det potentielt kan gå ud over den sag, vi kæmper for. Men da mange dage gik, og konsekvenserne af det for flere kollegers personlige økonomi blev mere og mere voldsomme og uuholdelige, kontaktede vi vores fagforeninger. De opfordrede os alle strakt til at fremsætte et påkrav. Vi var i starten alle meget tilbageholdende med at gøre det, fordi vi var bange for, hvilke konsekvenser det havde for Dyrenes Alliance.

Men vores fagforeninger holdt fast i, at det var det rigtige for os at gøre, da det ellers kunne ende i fatale konsekvenser for os. Reglerne er nemlig sådan, at hvis man som ansat ikke laver et påkrav, når ens arbejdsplads ikke udbetaler ens løn, bliver det juridisk set opfattet som om, at man "accepterer" den manglende lønudbetaling. Hvis Dyrenes Alliance skulle ende med slet ikke at kunne udbetale os den løn, vi på det tidspunkt ikke havde fået, ville vi ikke have krav på at få dem udbetalt eller få nogen form for erstatning for det. ikke havde fået. Med et påkrav beskytter man sig mod den situation, da man så har krav på at få erstatning for den udeblevne løn fra Statens Garantifond.

Med vores fagforeninger i ryggen ender jeg og en håndfuld andre medarbejdere med at indsende et påkrav til Dyrenes Alliance den 12. september. Her angav vi med råd fra fagforeningerne, at hvis vi ikke fik udbetalt vores løn den 15. september kl. 17, ville vi have ret til at ophæve ansættelsesforholdet. Umiddelbart efter påkravet var sendt, fik vi en mail retur fra Dyrenes Alliance om, at vi nok skulle få indbetalt lønnen inden fristen. Men den 15. september kl. 17 var lønnen endnu ikke tikket ind på vores bankkonti.

Men gik vi så i gang med at ophæve ansættelsesforholdet? Nej, det gjorde ingen af os. På trods af frustrationerne over situationen blev passionen, dedikationen og loyaliteten mod organisationen ved med at holde os fra det. Og det er dét, som kan være så svært ved NGO'er: Man kan få sine ansatte til at blive, holde ud og lide personlige konsekvenser, uanset hvor meget deres kontrakter bliver misligholdt, fordi de så gerne vil holde hånden over deres organisation.

Først den 19. september kunne jeg ikke tage det mere og tage tilløb til at ophæve ansættelsesforholdet. Men inden jeg kunne nå at få sendt det, var lønnen endelig blevet indbetalt på min konto.

Opsigelse

I modsætning til Maria var jeg så heldig, at jeg nåede at sige op, inden jeg kunne nå at blive fyret eller bortvist. Den 30. september sendte jeg min opsigelse og havde hermed en måneds opsigelse, hvor jeg var sygemeldt. Få timer efter, at jeg havde sagt op, modtog jeg en skriftlig advarsel på baggrund af, at jeg havde været "illoyal over for ledelsen". Og om eftermiddagen samme dag fik jeg en mail om, at jeg var blevet ekskluderet fra foreningen, uden henvisning til nogen konkrete årsager.

Billede af mit skrivebord fra en normal day at the office

Og hvad så nu?

Det har været surrealistisk fra den ene dag til den anden at gå fra at være fuldstændig opslugt af et arbejde, en forening og en kampagne - konstant at tænke over, hvordan jeg kunne forbedre mit arbejde, hvordan jeg kunne bidrage til at gøre foreningen stærkere og være inde over at starte nye projekter - til pludselig at trække stikket. Som kampagneleder havde jeg egenhændigt forberedt, researchet, lanceret og kickstartet en ny kampagne, Frie Finner, med formålet at skabe bedre vilkår for danske opdrætsfisk. At lige pludselig stå uden det, der for mig havde føltes som et kæmpe ansvar i over et år, var både lettende, men også utroligt underligt og gav et stik i hjertet. Det gør stadig ondt i maven at tænke over alle de planer, jeg aldrig fik ført ud i livet, så jeg prøver at gøre, hvad jeg kan, for ikke at dvæle for meget i det.

Ud over sorgen over alt det, jeg har mistet, er der samtidig en kæmpe følelse af udmattelse oven på den vanvittige mængde af søvnmangel, stress og angst, den her situation har udsat mig for, og jeg er stadig ved at genvinde min energi og heale efter alt, der er sket.

Ligesom at man i brud med en kæreste kan få sit hjerte knust og miste troen på kærligheden, føler jeg, at det samme kan ske med aktivistiske fællesskaber: At man kan miste troen på dem og være bange for, om man nogensinde kan finde et igen. At skabe et bæredygtigt, sundt og givende aktivistisk fællesskab kan være utroligt svært at opbygge, og det hele føles stadig for nyt til, at jeg tør at "forelske mig igen". At give mig hen til, at et fællesskab oprigtigt vil mig og verden det godt. Dette er også en af grundene til, at det netop er nu, at jeg starter den her blog: For at have en platform, hvor jeg kan skrive tekster og dele tanker, uden at det nødvendigvis skal komme igennem en organisation. At det nogle gange bare kan være mig, min passion og lyst, der driver værket <3

Og hvad så nu? Jeg er så heldigt stillet, at jeg har en bacheloruddannelse, men ikke en kandidatuddannelse. Derfor er jeg i den situation, at jeg ikke behøver at bekymre mig om at se ind i arbejdsløshed, men i stedet nemt kan hoppe ind i uddannelsessystemet igen og videreuddanne mig på et spændende studie. Som jeg har skrevet om her på bloggen, er jeg i gang med at lave college ansøgninger til nogle amerikanske kandidatuddannelser, og ud over det har jeg også søgt ind på en kandidatuddannelse her i Danmark (gæt hvilken).

Jeg har altid været en person, der godt kan lide at have kontrol, have en plan og en retning. Derfor føles det ret udsat og sårbart, at jeg nu står i en situation, hvor jeg ikke engang er sikker på, hvad der kommer til at ske i mit arbejds/studieliv over det næste års tid. Men jeg er utroligt glad for, at jeg her de næste måneder har tid og rum til at mærke efter, fordybe mig i det, jeg finder værdifuldt, lade op - og give plads til, at der kan spire nye drømme <3

2 danske tiltag for dyrerettigheder, jeg vil anbefale at støtte (og være frivillig i) <3

Jeg vil slutte indlægget på en positiv note og anbefale seje danske tiltag for dyrerettigheder, jeg vil anbefale at støtte (og være frivillig i) <3

Jeg er selv månedlig støtter af begge mine anbefalinger.

• Dyrenes Frie Farm - https://dyrenesfriefarm.dk/

Et Animal Sanctuary. En oase, hvor produktionsdyr, der ellers ville blive mishandlet og dræbt i dyreindustrien, får mulighed for at udfolde deres naturlige instinkter og leve resten af deres liv i beskyttede omgivelser.

• Dyreretshuset - https://dyreretshuset.dk/

Et Aktivist-hus udelukkende drevet af frivillige kræfter, der laver aktivisme og civil ulydighed for dyrs frigørelse.

Tak for at læse med <3

Kærlighed og kampgejst <3

Louise Anna

** Baseret på Dansk Magisterforenings samlede arbejdsmiljøundersøgelse fra 2015.